Eutanasi er den mest kontroversielle af mulighederne for “assisteret død”. Det er også den mulighed, der har de stærkeste argumenter. Før vi diskuterer argumenterne for eutanasi, er det vigtigt at forstå, hvad det præcist indebærer. Selv om de ofte diskuteres som ét begreb, er assisteret selvmord og eutanasi faktisk ret forskellige former for praksis.
Eutanasi indebærer, at man afslutter en anden persons liv (normalt med dennes samtykke), normalt fordi lidelserne overstiger en acceptabel grænse. En uhelbredeligt syg patient kan f.eks. bede om at få afsluttet sit liv, så han ikke behøver at lide yderligere smerte eller psykiske kvaler. Ved assisteret selvmord hjælper en tredjepart derimod en anden person med at tage sit eget liv, men deltager ikke direkte i livets afslutning (f.eks. ved at give ham en dødelig indsprøjtning). I denne artikel ser vi på tre overbevisende argumenter for eutanasi – og nogle begrænsninger for hver af dem.
Eutanasi på vegne af lidende mennesker
Hvis en person lider uudholdeligt, hvorfor har vi så pligt til ikke at påføre ham mere lidelse? Mange mennesker mener, at en sådan person har ret til at dø for at gøre en ende på sine lidelser. Andre mener, at en person har en moralsk ret til eutanasi, selv om han ikke lider uudholdeligt. Det mest fremtrædende argument for eutanasi på vegne af lidende mennesker er følgende: Problemet med at vente Dette er måske det mest udbredte argument for at eutanasere mennesker med uhelbredelige sygdomme. Det er blevet fremført af den tidligere britiske premierminister David Cameron, pave Frans, Verdenssundhedsorganisationen og FN.
Argumentet lyder nogenlunde sådan her: Mennesker med uhelbredelige sygdomme lider ofte forfærdeligt, mens de venter på behandling. De kan leve i årevis med store smerter og være fuldstændig afhængige af andre. Ofte kommer behandlingen for sent eller virker ikke. Cameron udtalte i 2015: “Problemet her er, at vi ikke gør nok for at tilskynde folk til at bevæge sig fremad, til at være på forkant med teknologien og til at udskyde det, der kan være den allersidste fase af deres liv.” Pave Frans var enig og sagde: “Ulighed i fordelingen af sundhedstjenester fører til udelukkelse af minoriteter og sårbare grupper, hvilket igen fører til en uretfærdig byrde for samfundet som helhed.”
WHO udtalte i 2016: “Mennesker med handicap oplever betydelige hindringer for adgang til sundhedsydelser og behandlinger, herunder forsinkelser i diagnosticering og adgang til palliativ pleje.” FN opfordrede i 2015 medlemslandene til at udvide adgangen til eutanasilove: “Eutanasilovene bør ændres, så læger kan give mulighed for at yde dødshjælp til mennesker med handicap, der anmoder om det, som oplever stærke og langvarige smerter eller har en fremskreden vedvarende sygdom.” Der er et par problemer med dette argument.
For det første er der ingen grund til at tro, at mennesker med uhelbredelig sygdom er mere tilbøjelige til at lide uudholdeligt end mennesker i remission. Måske er dette argument baseret på en forkert forudsætning. For det andet er der ingen beviser for, at en legalisering af eutanasi ville føre til en væsentlig stigning i antallet af mennesker, der modtager eutanasi. Nogle undersøgelser tyder endda på, at en sådan legalisering kan føre til et fald i antallet af mennesker, der modtager eutanasi, fordi det ville være meget lettere at afslutte sit liv uden truslen om retsforfølgelse.
Eutanasi for at forhindre lidelse i livets afslutning.
Mange mennesker mener, at det er en stor uretfærdighed at forårsage lidelse ved livets afslutning. Eutanasi på dette grundlag fremmes i vid udstrækning som en måde at undgå de værste lidelser for mennesker med en uhelbredelig sygdom, der ikke kan helbredes. Der er mange grunde til at støtte dette synspunkt. Den ene er den generelle intuition, at vi ikke bør forårsage unødig lidelse. Desuden mener mange mennesker, at lidelse i livets afslutning er uretfærdig, fordi den belaster fremtidige generationer med medicinsk behandling af en sygdom, der dræber patienten.
Det mest fremtrædende argument for eutanasi af mennesker med uhelbredelige sygdomme på dette grundlag er følgende: Problemet med at vente I dette argument bruges eutanasi til at sikre, at mennesker med en uhelbredelig sygdom får behandling før snarere end senere. Patienter med en prognose på mindre end seks måneder tilbage at leve i kan have svært ved at acceptere at blive frataget valget om at afslutte deres lidelser fra den ene dag til den anden.
Argumentet går nogenlunde sådan her: Hvis en patient ønsker at afslutte sit liv tidligere, men hans læge foretrækker at vente, indtil der er gået længere tid, kan patienten aflives for at sikre, at han får den behandling, han ønsker. Der er et par problemer med dette argument. For det første er der ingen beviser for, at denne praksis opnår det, den sigter mod at opnå. For det andet er der ingen grund til at behandle alle patienter med en dødelig sygdom som en medicinsk beslutningstager. Patienter med en dødelig sygdom har ligesom alle andre ret til at blive ladt i fred, indtil de ikke længere er i stand til at træffe medicinske beslutninger.
Eutanasi som en reaktion på tab af autonomi.
Mange mennesker mener, at når en person først er patient, har lægen pligt til at give den bedst mulige behandling, selv om det betyder, at patienten sandsynligvis vil dø. I denne optik bliver eutanasi en moralsk mulighed, når mennesker med en dødelig sygdom mister evnen til at træffe deres egne medicinske beslutninger. Det mest fremtrædende argument for eutanasi af mennesker med en dødelig sygdom på dette grundlag er følgende: Problemet med at vente. Dette argument har samme grundlæggende struktur som det foregående.
Det er baseret på den idé, at hvis en person med en dødelig sygdom ikke er i stand til at træffe medicinske beslutninger, bør han have mulighed for at blive aflivet for at sikre, at han får den bedst mulige medicinske behandling. Der findes også mange variationer over dette hovedtema. F.eks. kan mennesker med handicap blive aflivet, hvis de ikke længere er i stand til at træffe medicinske beslutninger, eller de kan blive aflivet, hvis de bliver for syge til selv at klare deres medicinske behandling. Der er bestemt stærke argumenter for, at mennesker med uhelbredelige sygdomme har ret til at træffe beslutninger om livets afslutning. Men eutanasi baseret på tab af autonomi er et meget svagere argument.
Problemet med at vente
Der er to problemer med argumentet om, at eutanasi af mennesker med en dødelig sygdom er berettiget, fordi de vil lide uudholdeligt, når de mister evnen til at træffe deres egne medicinske beslutninger. For det første er det ikke klart, at denne lidelse er værre end den lidelse, som en person med en uhelbredelig sygdom kan opleve, hvis vedkommende ikke får mulighed for at blive aflivet. For det andet, selv hvis vi accepterer, at denne form for lidelse er værre, er det stadig et spørgsmål, om det at tillade denne mulighed vil medføre, at flere mennesker dør før end senere.
Resumé
Eutanasi diskuteres ofte, som om det var ét begreb. Sandheden er, at eutanasi har mange forskellige betydninger, og der er ikke megen enighed om brugen af begrebet. Nogle mennesker mener, at eutanasi indebærer, at man tager livet af en anden person. Nogle mener, at det kun bør være muligt under ekstreme omstændigheder. Nogle mener, at det kun bør være tilladt, hvis den døende person beder om det. Andre mener, at eutanasi bør være tilgængeligt for mennesker med en sygdom eller et handicap. Debatten om eutanasi er vigtig af mange grunde. Den vigtigste grund er dog, at eutanasi ikke er en god løsning på problemet med lidelse. Dødelig medicin er en glidebane. Hvis lægepraksis bliver mere fokuseret på at lindre menneskelig lidelse, vil det sandsynligvis føre til færre dødsfald.
Relaterede artikler: Eutanasi medicin: Hvad skal man gøre af stoffer til dødshjælp?
